Derfor bruger vi ikke BMI som indikator

BMI har været en populær og simpel metode til at måle sundhed.

Flere og flere fagfolk mener dog, at det ikke er præcist nok, når det handler om sundhed og vægt for den enkelte person. BMI (Body Mass Index) er en simpel udregning, der sammenligner vores vægt med vores højde, men der er flere ting, som den ikke tager højde for.

BMI tager ikke højde for forskelle mellem mænd og kvinder, hvor gamle vi er, eller vores kropsbygning. Det betyder, at det ikke altid er lige præcist for alle mennesker.

Derudover ser BMI ikke på, hvor meget fedt vi har i kroppen, og det er faktisk meget vigtigere, når vi taler om sundhed. Fordi BMI ikke kan skelne mellem fedt og muskler, kan det give forkerte resultater. Det betyder, at nogle meget trænede sportsfolk som løberen Usain Bolt og fodboldspilleren Tom Brady er blevet kaldt overvægtige, selvom de er i rigtig god form.

BMI fortæller altså ikke noget om, hvor fedtet sidder på kroppen. Det er vigtigt, fordi fedt, der sidder dybt inde i maven omkring vores organer, er mere skadeligt og øger risikoen for hjertesygdomme og diabetes. Så selvom to personer har samme BMI, kan deres sundhedsrisiko være meget forskellig, afhængigt af hvor fedtet er placeret.

BMI er oprindeligt udviklet til at vurdere store befolkningsgrupper i gennemsnit - ikke enkelt-personer.

Derfor bruger vi ikke BMI som indikator på MADLOG.

Hvilke indikatorer kan jeg så bruge?

Vi anbefaler at du bruger din fedtprocent som indikator for din optimale vægt. Mange badevægte har efterhånden en funktion til måling af dette, men du kan også få målt din fedtprocent hos lægen eller en kostvejleder, som samtidig vil kunne hjælpe dig i forhold til et optimalt vægtmål ud fra din kropstype.

Du kan taste din fedtprocent ind i måleskemaet i MADLOG, samme sted som du indtaster din vægt.

Den anbefalede fedtprocent er:

  • For kvinder anbefales en fedtprocent mellem 25-31%
  • For mænd anbefales en fedtprocent mellem 18-24%

Har du ikke mulighed for at få målt din fedtprocent er forholdet mellem dit talje- og hoftemål en anden god indikator.

Det anbefalede talje/hofte-forhold er:

  • For kvinder anbefales under 0,80
  • For mænd anbefales under 0,90

Anbefalingerne for fedtprocent er fra American Council on Exercise (ACE).
Anbefalingerne for talje/hofte forhold er fra the World Health Organization (WHO).

Der kan gælde andre anbefalinger for fedtprocent hvis du er atlet eller sportsudøver på højt plan (herunder bodybuilding). I disse tilfælde vil den anbefalede fedtprocent være lavere og vi anbefaler at du konsulterer en kostprofessionel, hvis du er i tvivl om dit anbefalede niveau.

Husk, at dette er generelle retningslinjer, og individuelle risikofaktorer kan variere. Det er vigtigt at tage højde for andre faktorer, såsom generel sundhed, livsstil og genetik, når man vurderer sundhedsrisici.