Integration med Apple Health

Du kan registrere dine skridt og din motion med din iPhone og overføre dem til MADLOG. Hvis du har et Apple Watch, bliver både skridt og motion registreret endnu mere nøjagtigt.

Indtastning af vægt og fedtprocent i Sundhed-appen vil også blive overført til MADLOG.

Du kan også bruge denne integration til at få data ind i din MADLOG fra andre kilder, som MADLOG ikke kan integrere direkte med, hvis de kan sende data til Apple Health.

Opsætning

Denne integration kræver en iPhone for at fungere.

Du sætter integrationen op ved at tage din iPhone og åbne MADLOG-appen. Her skal du trykke på personikonet og vælge "Apps og integrationer", og derefter trykke på "Tilknyt" under Apple Health.

Det er en god idé at give integrationen et navn, der hænger sammen med den telefonmodel, du har, så du kan huske det, hvis du får en ny telefon. Det kunne f.eks. være "Janes iPhone 15".

Du kan indstille, hvor meget bonus du får for den motion, du får ind via Apple Health. Det gør du ved at trykke på personikonet → Indstillinger, og derefter ændre "Standardværdi for bonus (motion)".

Integrationen kører herefter i MADLOG-appen på denne telefon.

Ofte stillede spørgsmål

Hvorfor tager det nogle gange lang tid, før jeg kan se min motion/vægt/skridt på min MADLOG?

Hvis du primært bruger MADLOG på din computer eller iPad, kan du opleve, at der går lang tid fra du registrerer motion på dit ur, til du kan se det på din MADLOG. Det samme gælder for de andre oplysninger.

Dette skyldes, at det er MADLOG-appen på din iPhone, der står for at sende data til MADLOGs servere. Apple har valgt at begrænse, hvor ofte apps kan blive vækket, for at spare strøm på din iPhone.

Du skal blot åbne MADLOG-appen på din iPhone, så sendes data med det samme til MADLOGs servere.

Jeg har fået ny telefon. Hvad gør jeg med integrationen?

Hvis du har fået en ny telefon, skal du fjerne tilknytningen fra din gamle telefon og oprette den på den nye. Du behøver ikke have adgang til den gamle telefon for at gøre dette. For at fjerne den gamle tilknytning skal du trykke på personikonet → "Apps og integrationer", og derefter trykke på "Fjern tilknytning" under Apple Health.

Nu kan du følge vejledningen for opsætning for at få integrationen til at fungere på din nye telefon.

Apple Health-integration mangler i min app

Hvis du oplever, at Apple Health-integration mangler i din MADLOG-app, kører du sandsynligvis en ældre version af MADLOG-appen. Du skal opgradere til version 4.2.34 eller nyere.

Jeg kan ikke tilknytte Apple Health

Integrationen virker kun på iPhone og kræver mindst iOS 16.

Der kommer ingen data

Hvis du oplever, at motion, skridt, vægt osv. ikke bliver overført til MADLOG, selvom du har tilknyttet Apple Health, bør du tjekke følgende:

  • Åbn MADLOG-appen på din tilknyttede telefon: Data overføres kun, når MADLOG-appen er aktiv på den iPhone, du har tilknyttet. Det er nok at den er åben i baggrunden.
  • Check integrationen: Sørg for, at du har slået de oplysninger til, som du gerne vil have overført. Gå til "Apps og integrationer" ved at trykke på personikonet i MADLOG-appen.
  • Giv MADLOG adgang til Sundheds-appen: Sørg for, at MADLOG har de nødvendige tilladelser til at læse data i Sundheds-appen. Se næste spørgsmål for yderligere vejledning.

Hvis det stadig ikke virker, så prøv at fjerne tilknytningen og oprette den igen.

Jeg kom til at sige nej, da MADLOG spurgte om lov til at hente data fra Apple Health

Hvis du har afvist MADLOGs anmodning om at hente data fra Apple, såsom motion, kan vi desværre ikke se dette i MADLOG-appen. Derfor vil ny motion ikke blive overført til MADLOG.

Du kan løse det ved at åbne Sundheds-appen. Tryk på fanen "Deling", og derefter på knappen "Apps". Her trykker du på MADLOG og tildeler de rettigheder, du ønsker.

Mine skridt stemmer ikke

Først og fremmest: Åbn MADLOG-appen på din iPhone for at sikre, at de nyeste data er synkroniseret.

Når det er sagt, er der to forskellige skridttal i Apple-verdenen:

  • Det samlede antal skridt, som kan ses i Sundheds-appen. Dette er antallet af skridt fra dit Apple Watch suppleret med yderligere skridt fra din telefon.
  • Antallet af skridt i Fitness-appen, som kun inkluderer de skridt, dit Apple Watch har registreret.

MADLOG bruger det samlede antal skridt fra Sundheds-appen.

Hvad hvis jeg har et Garmin-ur i stedet for et Apple Watch?

Hvis du har et Garmin-pulsur eller et andet pulsur, der er kompatibelt med Apple Health, skal du sætte det op til at sende motion og skridt til Apple Health. Derefter kan du opsætte Apple Health-integration med MADLOG.

Vi kan desværre ikke hjælpe med, hvordan du sætter dit pulsur op til at sende data til Apple Health, da det varierer mellem de forskellige ure. Vi henviser i stedet til producentens vejledning.

Bemærk, at nogle ure kræver, at du åbner producentens app jævnligt for at få den til at sende data til Apple Health.

Hvordan bruger jeg min smart-badevægt?

Hvis du har en vægt fra Withings eller Fitbit, anbefaler vi, at du bruger MADLOGs direkte integration i stedet for Apple Health, da det er nemmere at sætte op og ofte fungerer hurtigere.

Men ellers kan du bruge den sammen med MADLOG, hvis du sættre den op til at sende data til Apple Health. Vi kan desværre ikke hjælpe med, hvordan du sætter din badevægt op til at sende data til Apple Health, da det varierer mellem de forskellige badevægte. Vi henviser i stedet til producentens vejledning.

Bemærk, at nogle badevægte kræver, at du åbner producentens app jævnligt for at få den til at sende data til Apple Health.

Herunder er en liste over badevægte, som vi har erfaring med virker med Apple Health. Vi garanterer dog ikke for at det virker, så køb på eget ansvar.

Send gerne en e-mail til os på support@madlog.dk, hvis du bruger en badevægt med MADLOG, som ikke er med på listen.

  • Xiaomi badevægt Mi Scale 2
  • Garmin Index S2 Smart Scale

Vigtigt: MADLOG kan ikke garantere, at ovenstående vægte kan bruges med vores system, men vi ved, at de i hvert fald har virket for nogle brugere.